Realeksamen
Realklasse indføres 1908 på Jyderup Realskole.
Generelt
Realeksamen var en eksamen, man kunne tage - efter fire år i mellemskolen indtil 1963 - siden efter 1.-3. real, som var et alternativ til 8.-10. klasse. Realeksamen blev afskaffet i 1975 og det sidste hold med Realeksamen fik den i sommeren 1978.
Opdelingen i 8.-10. klasse og 1.-3. real var i grove træk en opdeling af personer, der senere skulle i lære, og personer, der skulle læse videre. Dem der fik realeksamen var derfor ofte mere bogligt stærke. Realeksamen var en forudsætning for umiddelbar adgang til funktionæruddannelser i kontorfag, finansvirksomheder og andre mellemlange uddannelser som f.eks. folkeskolelærer, sygeplejerske m.fl. For at få adgang til gymnasium krævedes realeksamen over gennemsnittet. De fleste gymnasieelever kom dog før 1963 på gymnasiet direkte efter 9. skoleårs mellemskoleeksamen og fra Jyderup Realskole ses i Årsberetning 1907 ses at næste skoleår vil der ved Jyderup Realskole blive oprette den såkaldte Realklasse for de Elever, der har taget Mellemskoleeksamen.
Bestemmelserne angående dennes Undervisning er endnu ikke fastslået i alle Enkeltheder; men efter kgl. Anordning af 16. November 1906 og Ministeriets Cirkulære af 19. November 1906 kan jeg oplyse følgende:
Undervisning i Realklassen, i hvilken Mellemskolernes Undervisning efter den afsluttende Årsprøve kan fortsættes, skal ud fra det i Mellemskolen lagte Grundlag føre Elevernes Udvikling videre til en passende Afslutning. Efter Loven af 24. April 1903 skal der i Realklassen undervises i Dansk, to af de nyere Sprog (Engelsk, Tysk, Fransk), praktisk Regning og Aritmetik (kun påbudt for Drenge), Afsnit af Naturlære, Historie, Geografi og Naturhistorie, samt Legemsøvelser.

I disse Fag vil der blive undervist i følgende Omfang: Dansk. Hvad Læsning angår, skal Målet for Undervisningen være, at Eleven kan læse Prosa og Poesi, hvis Sprogform og Indhold passer for deres Standpunkt, med Færdighed og Sikkerhed, god Udtale og Forståelse, såvel af Sprog som af Indhold. Der skal lægges særlig Vægt på at gøre Eleverne bekendt med værdifulde Værker af den danske Litteratur, således at de derigennem vejledes til at læse sådanne Arbejder med Forståelse. Til Undervisning i Litteratur bør der knyttes Oplysninger om de Forfattere, der læses. Endvidere skal Eleverne øves i mundtlig Fremstilling, således at de kan fremstille i Tale et af dem bekendt Stof let og klart, i god Orden og i rent Sprog.

Undervisning i Dansk Sproglære skal omfatte Formlære og Sætningslære. Endelig skal Eleverne fortsætte med Øvelser i skriftlige Fremstillinger
Engelsk, Tysk, Fransk. Der skal efter Skolens Valg undervises i to af disse Sprog. Målet for Undervisningen i Engelsk og Tysk skal være, at Eleverne kan oplæse, med god Udtale, såvel en læst som ikke læst Tekst, der passer for deres Alderstrins almindelige Standpunkt, forstå det læste og, med Benyttelse af det mest gængse Ordforråd, danne Sætninger på det fremmede Sprog, således de der igennem viser, at de vigtigste Regler for dets Form- og Sætningslære er praktisk indøvede.
Fransk. Hovedvægten ved Undervisningen i dette Sprog må, af Hensyn til, at det planmæssigt kun læses dette ene År, lægges på, at Eleverne får så megen Læsefærdighed som muligt, medens den nøjere Gennemarbejdelse af det læste – blandt andet den grammatiske Indøvelse – må træde i Baggrunden.
Praktisk Regning og Matematik. Fortsatte Øvelser i praktisk Regning, særlig Handelsregning, med større og mere kombinerede Opgaver end i Mellemskolen. I Aritmetik og Regning skal der undervises omtrent i samme Omfang som det, der forlanges til Alm. Forberedelseseksamen.
For de Elever, der undervises i Geometri, som er valgfrit Fag, anbefales et Pensum , der er omtrent det samme som Præliminaristernes. Dog skal der læres de alle første Elementer af Trigonometri, således at sinus og tangens af de spidse Vinkler defineres genne den retvinklede Trekant, hvorefter Eleverne lærer at benytte en Tabel over disse Funktioners Værdi (med Intervallet 1/10 Grad) til Beregning af Stykkerne i en Trekant ved Deling i retvinklede Trekanter og således, at der ikke kræves opstillet og lært nogen Formel.
Naturlære. Formålet for Undervisningen skal være at bibringe Eleverne et fyldigere Kendskab navnlig til de Naturfænomener, der spiller en Rolle for det daglige Liv og er tagne i dettes Tjeneste. Undervisningen bør drives såvidt muligt eksperimentalt, og det anbefales, hvor Forholdene tillader deet, at benytte praktiske Øvelser. - Som Eksempler på Afsnit, hvorimellem skolen kan vælge, anbefales følgende: a) Afsnit af Varmelæren: Måling af Varmeenheder, Varmefænomener ved Tilstandsforandringer (og disses anvendelse), Forbrænding. b) Elementær Elektroteknik, elektrisk Strøms Frembringelse ved Induktion, særlig Dynamoen. Måling af Strømstyrke, Spænding og Modstand. (Ohms Lov). Strømmes Transformation og deres Anvendelse i Praksis. (Motorer og Lysanlæg). c) Energilære. I ringe Omfang gennemgås sådanne Dele af Bevægelseslæren, som er nødvendige for Forståelsen af Energiprincippet, (Kraft, Masse, Hastighed, Accelaration, frit Fald, forsinket Fald, Beliggehedsenergi, Gnidning). Varmeenergi, elektrisk Energi. d) Partier af Fysikens Historie (f.eks. de store Opdagelser og Opfindelser). e) Elementer af Spektralanalysen og lidt af Himmellegemernes fysiske Beskaffenhed. f) Lidt Kemi med Anvendelse af Tegnsprog.
Historie, Geografi og Naturhistorie behandles på lignende Måde som Naturlære, således at der af Skolen vælges enkelte Afsnit, som gennemgås udførligere end i Mellemskolen. Under Historieundervisningen gennemgås Hovedtrækkene af Samfundslæren.
Blandt de Fag, som Skolerne frit kan vælge mellem for Realklassens Vedkommende, vil der ved Jyderup Realskole næste Skoleår blive undervist i Fransk og Geometri, samt Sang1
Realskolens ideologi, pædagogiske og faglige indhold
Realskolerne var et produkt af oplysningstidensa) stærke rationalisme og optimisme. Gennem tiden afspejledes ideologiske ændringer i de højere sociale lag, der samtidig var udtryk for en generel økonomisk styrkelse af det lag i samfundet, som blev betegnet borgerskabet. De nye skoler, kaldet realskoler, skulle tilgodese det uddannelsesbehov, der ikke blev varetaget af de eksisterende uddannelsesinstitutioner i byerne, og give borgerskabets børn de realeb) kundskaber, som de havde behov for i deres fremtidige virke i samfundet. Skolerne skulle også danne og forme børnene som mennesker2
Ludvig Holberg havde allerede i første halvdel af 1700-tallet gjort det at være en nyttig borger til målet for det fremvoksende borgerskab. Dette ideal var ikke specielt dansk, men en forestilling, der herskede blandt alle oplyste personer i det kosmopolitiske Europa, Der blev udbredt gennem det stigende antal danske og udenlandske tidsskrifter, pjecer og bøger, som borgerne læste. Og i disse skrifter var der intet emne, der stærkere gjorde krav på læsernes opmærksomhed end skole- og opdragelseslitteraturen3
Trods det at realskolen var en skole for handelsborgerskabet og håndværksmestrenes børn, så var mange af mændene bag akademikere. Hertil kom, at underviserne på realskolerne alle havde en eller anden form for akademisk skoling. De nye realskoler havde også opbakning fra statens ledende mænd og handelstandens rigeste købmænd4
1908 – Første gang der Dimitteres til Realeksamen
I Overensstemmelse med Loven af 1903 om højere Almenskoler er der ved Jyderup Realskole indført Mellemskole og Realeksamen, således at der i År for første Gang Dimitteres til Realeksamen. Denne Lov bestemmer, at der såvel ved Mellemskoleeksamen som ved Realeksamen kun skal eksamineres i det Pensum, der er læst i det sidste År. Derved lettes Eksamens arbejdet meget betydeligt, så at Undervisningen også de to sidste År kan foregå roligt, uden at forceres under Trykket af en nær forestående Eksamen. Til den gamle Præliminæreksamen skulde Eleverne derimod opgive, hvad de havde læst i de forskellige Fag gennem alle Klasser, og det såkaldte Eksamens terperi kunde ikke undgås, når Resultatet skulde blive nogenlunde tilfredsstillende.
Den nye Ordning har derimod også sine Vanskeligheder, den kræver nemlig, at Eleverne skal have gennemgået de fire Mellemklasser. I al Fald må de, hvis de optages i en højere Klasse ved en Optagelsesprøve kunne godtgøre, at de i alle Fag er fuldt på Højde med den Klasse, de optages i. Naturligvis er der mange, som kunde tage Eksamen på korter Tid, når de kommer i Mellemskolen i en højere Alder og har gode Evner. Men Undervisningen er ikke indrettet derefter, og den skal ikke være det. Skolen skal ikke være et Kursus for voksne, men skal særlig give en solid og grundig Undervisning for Børn, som så efterhånden kan rykke op i Demissionsklassen og afslutte med Eksamen. Mange Forældre kan naturligvis vanskeligt sende deres Børn I Realskolen allerede fra de er 11-12 År, blandt andet af prekuniære Grunde. Der gives der ikke så få Fripladser, dels fra Staten og Amtet, dels fra Skolen, i alt for ca. 1500 Kr. Dette svarer til 15 hele Fripladser, d.v.s. At hver 5'te Elev har Friplads, og disse Fripladser gives naturligvis for største Delen til Elever, der har fulgt Undervisningen gennem alle Klasser. Eleverne får heller ikke tilstrækkeligt Udbytte af Undervisningen i Begyndelsesgrundene, som de 'måske' ikke senere får Forståelse af. - Når nogen alligevel ønskes optaget, i en af de højere Klasser, er det nødvendigt i god Tid at sørge for at få Besked på, hvad der skal kunnes for at blive optaget6
1978 - Sidste realeksamen på Jyderup Realskole
Læs de dimissionstaler vi har kunnet finde.


Kilde:
Kilde 1: Jyderup Realskoles årsberetning 1907, side 1-2. Jyderup Bogtrykkeri
Kilde 2: Realskolen gennem 200 år, Rasmus Glenthøj, bind 2 side 51/ff
Kilde 3: J. Paludan 1882 side 95
Kilde 4: J. Hatting, E. Kjersgaard og J. Winther 1986 side 18
Kilde 5: H. Haue 2003 side 98
Kilde 6: Jyderup Realskoles årsberetning 1908
Noter:
a)Oplysningstiden:
b) Reale: 1800-tallets realfagforståelse (b1, si 129); J. C. Lütken, som var lektor på Sorø Akademi, regne fagene matematik, historie, geografi, geologi, himmellegmernes mekanik samt anatomi til de reale fag, mens de moderne fremmedsprog blev sat sammen med de klassiske sprogfag i gruppen af formale fag5

Sidst opdateret 21. februar 2015
©Jyderup Realskole